1

 David Stoltzfus satte sin lejede Trailblazer Chevrolet, årgang 2001 i frigear og trak håndbremsen. Han slukkede for offroaderen, så den brummende motorlyd forstummede.

     Den dunkende hovedpine, forvoldt af nattens udskejelser fortonede sig langsomt, og han trådte ud af bilen, der havde flere Hertz udlejningsklistermærker påsat.

    Han havde nu haft firehjulstrækkeren i knap en måned, og selv om han var 23 år, havde han aldrig før kørt bil og havde først taget sit kørekort for fire uger siden efter to ugers intensiv teori- og praksistræning hos Jack Drummond, der var den lokale kørelærer i Lancaster.

     David havde hurtigt vænnet sig til bilens styring og instrumentbræt, men spændingen og morskaben ved bilkørsel, som han ellers havde set frem til, var til hans store skuffelse allerede fortonet.

    Han puttede bilnøglen i lommen på sine moderne cowboybukser, der var det første stykke ikke-hjemmesyede tøj han bar, og som han forventningsfuldt havde købt i en tøjbutik i Pennsylvanias hovedby.

    Han syntes dog, bukserne strammede en del, og han overvejede at skifte tilbage til de vante løse mørkeblå, som hans mor havde syet til ham, og som han følte sig mere tilpas i. Han rettede på enkeltselen over skuldrene og stoppede den hvide ærmeløse T-shirt ned i cowboybukserne. De manglende ærmer blottede hans overarme, der sammen med resten af hans krop var atletisk velproportioneret på grund af alt det fysisk hårde arbejde hjemme på gården.

    Han gik over vejen og stoppede få meter fra den to etager høje kollegieværelsesbygning, der rummede hans midlertidige hjem nær centrum af Philadelphia. Foran indgangen var der opsat afspærring med politibånd, og der holdt en ambulance og tre politibiler parkeret, alle med tændte blink.

    Ved siden af bilerne stod to uniformerede betjente og talte med en ung mand, som David mente hed Chris, og som opgivende slog ud med armene.

    Den ene betjent noterede noget i sin notesblok, mens den anden rakte fyren en lap papir og tilsyneladende forklarede ham en rute, eftersom David kunne se, betjenten pegede hen ad gaden.

    Fyren nikkede efterfølgende og begyndte med tydelig irritation at gå i den retning, som betjenten netop havde angivet.

    David gik forbi ambulancen og politibilerne og hen til de to betjente. ”Undskyld, men jeg bor her!”, sagde han med lav og høflig stemme og pegede på den grå kollegiebygning foran sig. Hans hovedpine rumsterede stadig. ”Hvad er der sket derinde?”

    Den ene betjent trådte et skridt frem og stillede sig mellem politi-båndet ved indgangen og David, for at markere stop. ”En ung kvinde er fundet død derinde!”, svarede betjenten uden at fortrække en mine.

    David stirrede målløs på betjenten. ”Hvad siger du?”, udbrød han chokeret. Han kendte ikke så mange af beboerne på kollegiet personligt, da han kun havde boet der i omkring en måned, men han vidste nogenlunde, hvem de andre var. Han var derfor nysgerrig efter at få at vide, hvem det drejede sig om. ”Hvem er det?”

    Den anden betjent trådte også et skridt frem og så roligt på ham. ”Det skal du ikke bekymre dig om, hr.”, sagde han afdæmpet og med en mere høflig tone end sin kollega, ”men siger du, at du bor derinde?”

    David nikkede. ”Ja, jeg bor derinde!”, svarede han, ivrig efter at få lov til at gå ind.

    Betjenten tog sin notesbog frem, som David havde set ham gøre det tidligere. ”Hvad er dit navn?”, spurgte han og noterede Davids navn ned, da han svarede.

    Den anden betjent tog en lap papir frem, som han rakte til David. ”Du bliver desværre nødt til at troppe op på stationen for at afgive forklaring!”, sagde han og pegede i gadens retning.”Stationen ligger rundt om hjørnet der henne og yderligere to blokke længere fremme på højre hånd. Du har en rutevejledning her på kortet!”

    David tog papiret og kiggede på det. Det viste et luftfoto af lokalområdet med tydelig markering af ruten hen til stationen. ”Må jeg gå ind og skifte tøj først?”, spurgte han, da hans nye cowboybukser irriterede ham.

    Den første betjent rakte en arm ind foran ham. ”Nej, du skal ned på stationen med det samme!”, sagde han højt med kold og uinteresseret stemme.

    David trådte instinktivt et skridt tilbage. ”Okay, undskyld!”, sagde han høfligt og begyndte modvilligt at gå ned mod stationen.

    En lav bygning tillod eftermiddagssolens sensommerstråler at nå ned til ham, og han missede med øjnene, da det skarpe lys nåede ham. Hans blonde, nyklippede hår glinsede nærmest i sollyset.

    Han gik hen til det udpegede hjørne og drejede omkring den høje bygning, der tronende skød adskillige etager i vejret, og som atter lukkede sollyset ude, så David igen gik i skygge. Han så hen ad boulevarden og kunne svagt ane politigården et stykke fremme.

    Normalt undgik han politi og alle andre myndigheder, så det var ikke med særlig stor lyst, at han traskede op mod stationen. Han kunne ikke umiddelbart forstå, hvorfor han skulle afgive forklaring til politiet, men da hans opdragelse ikke tillod ham at opponere, havde han ingen anden mulighed end straks at parere ordre.

    Han gik langsomt afsted og passerede flere skyskrabere, idet han gjorde sig umage for ikke at støde ind i nogle af de andre fodgængere på fortovet, og han måtte trods den korte afstand hen til stationen flere gange træde til siden og give plads til stressede businessfolk med attachémapper og andre travle byboere i et mere adstadigt tempo.

    Han var meget imponeret af det pulserende storbyliv, men det vir-kede ikke længere dragende på ham, efter han ved selvsyn havde oplevet det gennem de sidste uger.

    David stoppede og ventede roligt på grønt lys i lyskrydset for at komme over til politistationen på den anden side af den store boulevard. Han observerede, at flere andre fodgængere ikke havde den samme tålmodighed som ham, for de gik over for rødt lys, så adskillige bilister måtte bremse hårdt op og dytte, hvilket ofte resulterede i råb og fag-ter fra fodgængerne, som om det var bilisterne, der var lovbryderne.

    David undrede sig over folks mangel på respekt for hinanden. Han havde lært altid at være hjælpsom og aldrig at stille sig selv i første række, men her i en af Amerikas storbyer virkede det nærmest, som om hans opdragelse snarere var undtagelsen end reglen. Han begyndte at længes hjem til menigheden, hvilket i bund og grund også var hele formålet med hans ophold i Philadelphia.

    Lysreguleringen skiftede til grøn og David gik over vejen og hen til politistationen, der trods sine fire etager lignede en dværg blandt alle de tårnhøje bygninger omkring den. Han åbnede døren og trådte ind i bygningen, hvorefter han kom ind i et mindre lokale med en reception på højre hånd og bænke, en elevator og en gang på venstre.

Han gik hen til receptionen, hvor en mørk og temmelig ophidset receptionist kommanderede med en tilsyneladende beruset ældre mand. ”Sæt dig derover og vent sammen med de andre!”, råbte hun nærmest til manden og pegede hen mod bænkene, hvor der sad omkring et dusin folk.

    Den ældre mand hikkede og vraltede usikkert hen mod bænkene og efterlod en ledig receptionist.

    David gik hen til hende og sendte hende et forlegent blik. ”Undskyld, frøken?”, sagde han med beleven stemme. ”Jeg er blevet bedt om at møde op her angående et dødsfald på Pier Street nummer 12!”

    Receptionisten så tvært på ham og tog en bid af en muffin. ”Hvad er dit navn?”, spurgte hun smaskende.

    ”David Stoltzfus!”, svarede David højt. ”Med et z!”

    Receptionisten kastede et flygtigt blik på ham, som om hun ikke vidste det i forvejen, trykkede på en blå knap og sagde hans navn ind i den mikrofon, hun havde siddende foran munden. Hun skævede til ham igen og afsluttede surt hans navn med: med et z. Derefter pegede hun på bænkerækkerne, hvor den berusede person også var blevet ledt hen. ”Sæt dig derover og vent på, du bliver kaldt ind!”.

    David nikkede høfligt. ”Mange tak, frøken!”, sagde han, vendte sig om og gik hen mod bænkene, hvor han nu kunne se at den mand, som han tidligere havde set tale med de to betjente foran kollegiet, og som han mente hed Chris, også sad. David gik langsomt hen mod ham og opdagede, at manden sad og lyttede til en anden person. David gik hen og satte sig på den ledige plads på hans venstre side og lyttede med.

    ”Jeg er ikke sikker på det, Chris”, hørte David den anden sige og blev bekræftet i, at den bekendte hed Chris, ”men Jimmy sagde, at det var Melissa, der fandt hende i sengen. Hun var både blevet voldtaget og knivstukket, og der var blod overalt inde på værelset. Melissa var næsten besvimet, da hun havde opdaget stakkels Celine, og folk var kommet løbende ind på værelset, da hun var begyndt at skrige. Jimmy sad inde i fællesrummet, og han hørte også Melissas skrig, så han var nysgerrig gået efter lydene, der havde ført ham ind på Celines værelse, hvor der allerede stod en del personer. Han kunne hurtigt fornemme, at der var noget galt, og da han opdagede bibelcitatet på væggen, der sandsynligvis var skrevet med Celines eget blod, var han selv lige ved at besvime!”

    David lukkede forskrækket øjnene.

    Han kendte den dræbte kvinde.

Chris havde i spænding rykket sig helt frem på bænken og sad nu med hovedet drejet mod den anden person, der tilsyneladende fortalte ham, hvad han vidste om hændelsen, der havde bragt dem hen på politistationen. ”Hvad var det for et bibelcitat?”, spurgte Chris nysgerrigt med opspilede øjne.

    Den anden lænede sig tilbage. ”Noget fra Det Nye Testamente om, at man skal tage væk og skille sig ud!”, forklarede han. ”Aner ikke lige, hvad det betyder, men det er helt klart en eller anden sindssyg person, der står bag det der!”

    David havde siddet og lyttet til forklaringen og var rystet over, at Celine, som han havde snakket med adskillige gange på kollegiet, tilsyneladende havde endt sine dage på en forfærdelig og dyb tragisk måde. Det var tilmed hende, han havde drukket alkohol sammen med sidste nat. Kun få øl dog, men da han aldrig havde drukket før, var det alligevel nok til, han havde fået blackout, og derfor ikke kunne huske hele natten.

    En nagende følelse forplantede sig hurtigt i ham, og fik ham for en stund til at glemme sin ellers dundrende hovedpine. Han var dog overbevist om, at han ikke havde forvoldt hendes død.

    Han havde hidtil ingen intention haft om at deltage i de to mænds snak, men da den fremmede, hvis navn David ikke kendte, nævnte et ganske velkendt citat, som David og hele hans slægt baserede deres livsform på, følte han sig nødsaget til at bryde ind i samtalen. ”Undskyld, men citatet stammer fra andet Korintherbrev, sjette kapitel, vers 17!”, brød han forsigtigt ind, mens han skjulte sin forfærdelse over Celines skæbne. ”Det er ganske rigtigt et citat fra Det Nye Testamente, og det lyder: Drag bort fra dem og skil jer ud!”

    Begge mænd drejede forbløffet deres hoveder og stirrede på David, som de hidtil ikke havde lagt mærke til. De så kortvarigt hinanden i øjnene og den ukendte rejste sig op med en truende attitude.”Hvad rager det os!”, sagde han med uvenlig stemme. ”Sidder du og lytter med eller hvad?”

    David kiggede forskrækket og med galopperende hjerterytme ned på flisegulvet under sig og han opdagede ikke, at Chris med overbevisende fagter prøvede at berolige sin hidsige kammerat. ”Slap af, Mike!”, sagde han, ”Ham her er god nok. Han gør ikke en flue fortræd!”

    Den ophidsede person, som Chris havde kaldt Mike, satte sig tilbage på bænken. Chris gav ham et hårdt, men venligt ment knytnæveslag på skulderen, og han udstødte overrasket et hult grynt.

    Chris vendte igen opmærksomheden mod David, der stadig sad som forstenet med blikket vendt mod gulvet. ”Tag dig ikke af Mike!”, sagde han venligt, ”Det er bare gas. Hvad er det nu, du hedder?”

    David kiggede langsomt op. ”David!”, svarede han nærmest hviskende for ikke at ophidse Chris´ kammerat.

    ”Glem det bare, David!”, sagde han smilende, ”Mike gør ikke en skid! Fortæl i stedet, hvad du ved om det der bibelcitat, vi talte om!”

    David hostede og så usikkert på de to mænd, der begge stirrede nysgerrigt tilbage.

    I det samme gik døren foran dem op, og en uniformeret betjent stillede sig i åbningen med et stykke papir i hånden. ”Mike Michaels, Bryan Patterson, Chris Tennant og David Stoltzfus!”, oplæste han, ”Venligst følg med mig!”

    David rejste sig lettet sammen med de to andre mænd.

    En lille fyr, som sandsynligvis var Bryan Patterson, gik forbi dem og stillede sig ved siden af betjenten.

    ”Vi tager først en samtale med jer alle fire, dernæst et enkeltmands-forhør og afslutningsvis en blod- og vævsprøve!”, forklarede betjenten, ”Derefter kan I tage hjem igen, for I er ikke indkaldt som sigtede!”

    ”Fedt nok!”, sagde Mike Michaels uinteresseret. ”Hvorfor fanden er vi her så i det hele taget?”

    Betjenten ignorerede den spydige bemærkning og vinkede de fire unge mænd indenfor.

    David kunne mærke, at den dumsmarte kommentar fik ham til at krumme tæer.

    Han kunne aldrig selv finde på at tale respektløst til andre, hverken til autoriteter eller til venner, familie eller fremmede.

 

 2

Den lave sols morgenstråler prøvede at trænge gennem de nedrullede persienner i lejligheden, da Sarah Bermann brat vågnede og satte sig op i sengen. Sveden haglede ned ad hendes kinder, og hun tørrede den drivvåde pande af med sin fugtige hånd.

    Hun var forvirret.

    Hun greb sin smartphone, som hun altid lagde på det hvide natbord ved sengesiden, for blot at konstatere, at der stadig var en time til hun skulle op. Hun lagde hovedet tilbage på den bløde edderdunspude og trak benene op under sig og lukkede øjnene.

    Hendes drømme var taget til både i styrke og antal over den senere tid, og hun drømte nu næsten hver nat.

    Altid den samme drøm. Altid den samme handling. Altid omhandlende et mørkt, udefinerbart væsen, der brølende langer ud efter hende, mens hun prøver at komme væk, men hendes ben er stive som søm, og hun kan ikke slippe væk. Bag hende kan hun ane en utydelig skikkelse, der prøver at nå ind til hende. En skikkelse, der prøver at få hende væk. En skikkelse, der prøver at få hende i sikkerhed. Men noget er galt. Skikkelsen kan ikke nå frem til hende, idet det udefinerbare væsen stiller noget imellem dem og frembringer en høj nærmest overdøvende lyd, som sender kuldegysninger gennem hele hendes krop.

    Sarah vendte sig i sengen nogle gange, men hun var allerede klar over, at hun ikke ville kunne falde i søvn igen. Hun ønskede det egentlig heller ikke på grund af den tilbagevendende drøm, så hun besluttede sig for, at hun ligeså godt kunne stå op.

    Hun slog fødderne ud over sengen og placerede dem i de bløde mokkasiner, der hver aften troligt blev stillet på gulvet ved siden af sengen. Hun kastede et blik på den anden halvdel af dobbeltsengen, hvorefter hun rejste sig og gik rundt om sengen for at rette lidt på den i forvejen velredte dyne.

    Hun gik derefter over til vinduet og trak persiennen op, så solens stråler endelig kunne oplyse rummet. Hun kneb øjnene sammen, da soveværelset blev badet i det indbydende morgenlys.

    Da hun et øjeblik efter havde vænnet sig til lyshavet, spejdede hun ud over storbyen, der allerede emmede af liv.

    Hun så to drenge, der spillede bold foran den snævre, ensrettede gade, som kun få bilister heldigvis valgte at gøre brug af, og hun kunne svagt høre en helikopter kredse rundt i området sandsynligvis med morgenfriske turister.

    Hendes lejlighed befandt sig på 4. etage i et 11 etagers højt boligkompleks med i alt 22 beboelser, og selv om det var placeret i et af storbyens dyrere kvarterer, hvilket selvsagt forhøjede huslejen, havde hun ikke haft nogen betænkeligheder, da hun i sin tid havde fået den fremvist.

    Hun tog en t-shirt på, som hun aftenen før havde hængt over sengegavlen og gik ud i gangen i sin 3-værelses lejlighed.

    På væggen foran hende hang gangens eneste ophæng. Et større maritimt maleri, som hun havde fået af sin far, da hun var flyttet hjemmefra. Det forestillede et stort tremastet sejlskib, der kæmpede sig gennem Atlanterhavets brusende bølger. Hendes far havde købt det på e-bay, og han stoppede altid op og studerede det, hver gang han besøgte hende. Hun kunne selv finde på at betragte maleriet i længere tid, mens hun prøvede at leve sig ind i det liv, de pågældende folk ombord på skibet måtte have haft.

    Gangen fungerede som fordelingsrum, da hun derfra kunne få adgang til alle rummene i sit hjem.

    Væggene og loftet i gangen var alle lyse med en varm, let rødlig glød. Farven fandtes ikke i malerbutikkerne, og hun kunne tydeligt huske, at hun selv havde eksperimenteret med at blande farver, da hun og ekskæresten var flyttet ind, og at han havde været lettere irriteret over hendes kunstneriske eksperiment. Han havde dog været overordentlig tilfreds med resultatet og havde efterfølgende med jævne mellemrum rost hende for hendes kreative evner. Han havde tilmed insisteret på, at farven også skulle pryde væggene og lofterne i både badeværelset og i køkkenet, hvilket hun ikke havde haft nogen indvendinger imod.

    Hun stoppede pludselig op og drejede blikket mod en lukket dør og overvejede, om hun skulle åbne den.

    Hun tog et dybt åndedrag, åbnede langsomt døren og trådte ind på et lille, halvtomt værelse med nøgne hvide vægge.

    Hun kiggede rundt.

    Hendes laptop stod på arbejdsbordet og ovre i hjørnet stod en kurv fyldt med bamser og dukker, hvoraf en del stadig havde prismærker påsat. Hun strøg en hånd gennem det skulderlange blonde hår for at give sin endnu fugtige pande lidt luft. Derefter gik hun modstræbende over til arbejdsbordet og løftede laptoppen.

    Hun skyndte sig ud af værelset igen, men nåede at kaste et flygtigt blik på kurven.

    Hun lukkede hurtigt døren og gik ud i køkkenet, hvor hun satte laptoppen på det sorte designer-spisebord, som hun havde fået af veninderne i 25-års fødselsdagsgave sidste år.

    Hun var blevet rigtig glad for gaven, men også en smule irriteret, så hun havde til fødselsdagsfesten sagt til veninderne, at de var lidt tarvelige, fordi hun nu skulle til at investere i matchende stole. Veninderne havde grint og lovet hende nye stole til hendes næste runde fødsels-dag, men så lang tid havde hun ikke kunnet vente, så hun var en lørdag formiddag taget ned på det lokale loppemarked ved siden af centeret for at gøre et scoop.

    Det ene lørdagsbesøg var efterfølgende blevet til adskillige andre, men det var endnu ikke lykkedes hende at finde nogle stole, hun syntes passede til bordet, så hun ærgrede sig over at indstille sig på at vente. Omvendt ville hun ikke gå på kompromis, og hun vidste af erfaring, at design var værd at vente på og sjældent fandtes på de lokale loppemarkeder.

    Hun hældte vand op i en to-kops espressokande og fyldte det tragtformede filter med malet espressokaffe, som hun omhyggeligt sørgede for ikke blev presset sammen. Derefter satte hun kanden på gaskomfuret og tændte. Så fyldte hun et højt glas trekvart op med økologisk mælk, stillede det ind i mikrobølgeovnen og indstillede displayet til to minutter.

    Hun lagde to stykker brød i toasteren, lukkede låget og tændte for den godt brugte maskine, som ofte havde været hendes bindeled til lækre, lune sandwiches, som hendes far i særdeleshed havde nydt godt af.

    Til sidst tændte hun for ovnen og gik tilbage til gangen og ud på toilettet, hvor hun satte sig.

    Hun hvilede ansigtet i hænderne og rystede efterfølgende på hovedet. Hendes ene albue ramlede ind i håndvasken, og hun ømmede sig lidt.

    Toilettet var ikke det største, hun havde set, men det var fuldt funktionsdygtigt, og hun var specielt glad for, at hendes far havde fundet plads til en lille brusekabine derinde, så hun ikke længere behøvede at vaske sig via en slange fra håndvaskens blandingsbatteri.

Hun hørte mikrobølgeovnen bippe, så hun rejste sig og tog et skridt hen til håndvasken for at vaske hænder.

    Hun så sig i det antikke spejl, hun havde fundet på loppemarkedet, som en sidegevinst for de stole, hun ikke havde fundet. Her kunne hun se, at der stadig sad et par sveddråber omkring hendes dybblå øjne, så hun førte de våde hænder op til ansigtet og vaskede omhyggeligt svedperlerne af.

    Derefter gik hun tilbage til køkkenet, hvor hun åbnede køleskabet og satte smør og syltetøj frem på køkkenbordet, inden hun smurte de ristede brød.

    Så tog hun mælken ud af mikrobølgeovnen, piskede den med en batteridreven mælkepisker og hældte til sidst den varme, nybryggede espresso i.

    Duften havde allerede spredt sig i køkkenet, og hun kunne mærke, at hun glædede sig til at nyde sin café latte, som hun gjorde det hver enes-te morgen.

    I fjernsynsstuen satte hun sig i den kakifarvede sofa, som hun havde beholdt, da hun for efterhånden et år siden var blevet forladt. De havde købt sofaen i fællesskab, da det hotte designermøbelhus, Global Furniture åbnede i Philadelphia, og de havde fået den billigt, da møbelhuset havde nedsat prisen radikalt i forbindelse med firmaets åbningsdag. Sarah var taget ind til butikken tidligt om morgenen for at stå i kø, og hun havde været heldig at få fingre i møbelhusets sidste eksemplar af sofaen, selv om hun kun havde været nummer ni i køen. Hun var sidenhen blevet så glad for møblet, at hun ikke kunne forestille sig at undvære det, og hendes ekskæreste havde været mest interesseret i at flytte ud af lejligheden, så han havde heldigvis ikke haft nogen indvendinger mod hendes ønske om at beholde møblet. Efterfølgende havde hun flyttet rundt på sofaen, men hun havde ikke kunnet finde en bedre placering til den end den oprindelige, som hun til sidst modstræbende havde måttet acceptere.

    Over sofaen hang et stort indrammet billede med enkle streger og farver, som Sarah syntes passede godt til væggenes hvide nuance.

    Der var ikke så meget nips i rummet, dog stod der tre lysestager i vindueskarmen, så den ikke virkede for bar samt en vase med friske røde roser i.

    I hjørnet stod der en to meter høj palme i en klassisk lysebrun krukke. Sarah syntes det store grønne islæt havde forvandlet rummet til et rart og naturinspireret sted, da palmen volumniøst fyldte op i stuen og næsten ragede helt op til loftet.

    Op af stuens bagvæg stod en stor hvid reol, som Sarah havde købt efter bruddet. Hun havde været ved at gå ud af sit gode skind, da hun havde skullet samle den. Efter timers kamp og meget mod sin vilje havde hun til sidst måttet erkende, at hendes håndværkerfærdigheder ikke kunne leve op til samleinstruktionerne. Hun havde nødtvunget ringet til sin far, der allerede dagen efter var kommet ud for at samle den. Han havde altid været hjælpsom og havde ikke siden nævnt noget om hendes ti tommelfingre.

    Hun tændte for TV´et, der var et 28 tommers klassisk apparat. Hun zappede straks hen på Disney Channel og sad og så lidt Mickey Mouse, mens hun tænkte tilbage på det tidligere forhold til arbejdskollegaen. Da hun tog sig selv i at udbryde et højt suk, zappede hun straks væk fra børnekanalen, lagde fjernbetjeningen på bordet foran sig, smagte på sin café latte, hvis duft nu også fyldte hele stuen og begyndte at spise sin morgenmad.

    Nu dropper du det, Sarah!, tænkte hun. Slå nu ham Andreas ud af hovedet. Du ved jo, hvorfor han forlod dig, så han er ikke engang dine tanker værd!

    Hun blev revet ud dagdrømmeriet, da hendes smartphone inde i soveværelset begyndte at bippe med en irriterende vedholdende lyd.

    Hun rejste sig, gik ind i soveværelset til mobiltelefonen og slukkede for alarmen. Hun kunne se, hun havde modtaget en besked:

   Hej Sarah. Godt nyt. Prøven fra i aftes er allerede klar. Den nye Mama er sat op, så nu tager PCR´en kun en times tid. Ses. Simon!

    Sarah besvarede beskeden med sit vartegn, en smiley formet som en åben liggende DNA-streng, hvor de to basepar både fungerede som smileyens mund og tænder. Hun havde altid syntes, den mindede om en krokodillemund set fra siden og en håndskyggelavet monstermund, som hun og faren ofte havde lavet, da hun var lille.

    Hun trak på smilebåndet, så en fin række af perlehvide tænder brød frem, som en kontrast til den afsendte smiley.

    Endnu en sms tikkede ind. Kom nu bare i tøjet, frøken DNArmann!

    Sarah grinede højlydt.

    Folk på jobbet kaldte hende af og til for frøken DNArmann, fordi hun ofte kunne arbejde hele nætter i laboratoriet med enten at fremstille PCR eller foretage mutationsanalyser på de blodprøver, som centeret jævnligt modtog, og mikset med hendes efternavn, Bermann fremkom kaldenavnet.

     ”Ja, ja, Simon!”, sagde hun ud i luften og gik igen ind på toilettet for at tage et morgenbad. Hun kunne mærke, at det gode humør allerede var ved at fortrænge det dårlige, og hun hørte sig selv fløjte Amazing Grace, da bruserens lune vand ramte hendes 26-årige krop.

Trilogiens sidste del

Læs mere her: Genkald

Stemmer bag bogen

Årets foredrag eller workshop kan nu bookes HER

Nordiske oversættere søges

Læs mere HER